HVEM ER VI

Jeg (Helle) fik kennelmærket ”Kiva`s Eden” i 2003. I starten af min ”opdrætterkarriere” havde jeg Basset Hound og Collier. Efter ganske få kuld Basset Hound valgte jeg at dedikere mig 100% til collierne. Jeg var enormt glad for mine collier, og havde stort fokus på deres temperamenter. Hundenes temperamenter har altid været min største prioritet.

I perioden med collierne gik jeg meget op i at udstille dem, og i samme periode tog både Vagn (min mand) og jeg Dansk Kennel Klubs uddannelser som ringtrænere og ringpersonale. Så i den periode dedikerede vi meget af vores tid til udstillingsverdenen, hvor vi i ugens løb trænede andre til udstilling – og i weekenderne var vi rundt i ind- og udland – enten for selv at udstille – eller for at være personale på diverse udstillinger.

Vagn endte med at blive mere engageret i hundelivet, end han havde regnet med i starten, så efter nogle år tog han også Dansk Kennel Klubs Opdrætteruddannelse og fik sit eget kennelmærke ”Heva´s Eden”, under hvilket han har et lille opdræt af Boston Terrier.

Efter at have døjet med nogle frosne skuldre i nogle år – samt tanker om, at vi alle bliver ældre - begyndte jeg at overveje, om jeg skulle se mig om efter en mindre race. Disse overvejelser ledte mig i retning af sheltien. Efter nogle år gik jeg fra tanke til handling, og i sommeren 2011 flyttede min højt elskede ”Tiger Lili” ind på matriklen.

”Lille Lill” blev på mange måder definerende for mig og mit liv med hunde. Lili var en drømmestart på sheltien for mig. Hun matchede min krop og mit sind 100%. Fysisk stærk og robust, livsglad energi, altid på pletten, 100% loyal og altid ved min side, blød kerne – but tough as nails! Hun var større end standarden foreskriver, men med en yderst velbygget fysik, som man sjældent ser i racen. Rummelig brystkasse, fantastiske vinklinger, snorlige ryglinie (til det sidste) og et par bomstærke lige haser, der gav hende et stærkt afskub. Jeg har altid været megastolt af hende!!!!! Og så var hun ydermere en fantastisk avlstæve. Lili nåede at få 3 kuld med henholdsvis 7, 7, og 6 hvalpe, inden jeg pensionerede hende. Hun havde gjort det godt ❤️ Og Lilis hvalpe var stærke hvalpe! Altid fremme i skoene og en kæmpe fornøjelse.

Igennem Lili – da hun skulle parres første gang – mødte jeg Bianca Rosenkilde fra Kennel Zarvo. Og det var mit held! Bianca opdrættede ligeledes sheltier af amerikanske linier. Mit bud er (uden at være 100% sikker), at Bianca har været foregangskvinde for den amerikanske sheltie i Danmark. Da jeg mødte Biancas hunde, blev jeg fortryllet! Sjældent har jeg set så mange velbyggede og glade hunde samlet på et sted. Det lå ikke i planerne, men indenfor et år fik jeg to hvalpe fra Bianca. Først Tattoo og senere Echoe. I dag er det Lili, Tattoo og Echoes linier, som er grundstenen i mit opdræt.

I de første år med sheltierne opdrættede jeg stadigvæk collier. Jeg måtte dog erkende i sidste ende, at sheltierne betød mere og mere for mig, så efter at have trappet ned på collierne i nogle år stoppede jeg endegyldigt med at opdrætte collier i 2019.


I de år var jeg også begyndt at interessere mig endnu mere for grøntsagsdyrkning og sund kost. Så al den tid vi tidligere havde brugt på udstillinger, blev nu i stedet brugt på at fremstille højbede og masser af grøntsager.

I dag dyrker vi stadig masser af grønt – og spiser det! Heldigvis har jeg en dejlig mand, som er super god til at lave mad og ynder at stå i køkkenet ❤️ især fordi jeg langt hellere vil rende rundt i haven og udføre alle mine haveprojekter, soignere en sheltie eller gå lange ture 😁